Zerobyg.dk

Håndværkernes kompetencer skal løftes

Håndværkernes kompetencer skal løftes

Det er vigtigt at håndværkerne følger med i udviklingen, og bliver klædt ordenligt på til fremtidens energiudfordringer. Men det kræver at håndværkerne kommer på skolebænken, og det kan være lidt af en udfordring da de ikke tidligere har været vant til det.

ZERObyg har til formål at opkvalificere regionens håndværksbranche, og i den forbindelse har UC Syddanmark og EUC Syd gennemført en spørgeskemaundersøgelse, der skal afdække behovet for efteruddannelse. Besvarelserne har blandt andet dannet grundlag for, hvordan ZERObyg har valgt at planlægge kursusudbuddet for 2013 og 2014.

De vigtigste konklusioner

Undersøgelsen viste blandt andet at størstedelen af håndværksvirksomhederne ikke har en strategi for efteruddannelse, det gælder især i de mindre virksomheder.
Ca. halvdelen af virksomhederne svarer, at de har haft medarbejdere på AMU-kurser inden for de seneste 3 år. Og en stor del af disse tilkendegiver, at de i høj grad har kunnet anvende kurset efterfølgende.
De virksomheder som ikke har haft medarbejdere på kursus de seneste 3 år, angiver travlhed, økonomi og manglende behov som en barriere for at sende medarbejdere afsted.
Omkring halvdelen svarer at afstanden til kursusstedet er afgørende for valg af kursus. Det er altså vigtigt, at der er mulighed for at tage kurser i umiddelbar nærhed af virksomhedens beliggenhed.

 

.

Det gode kursus

Ud fra undersøgelsens resultater, er ZERObygs vision om ”det gode kursus”, at hvis efteruddannelse skal tale til håndværkerne i regionen, så kræver det relevante kurser af høj faglig kvalitet og tilgængelighed.
Resultaterne fra undersøgelsen har desuden været grundlag for andre faste procedurer/grundregler:

  • Kurserne afholdes inden for normal arbejdstid
  • Kurser, som løber over flere dage splittes efter behov op over flere uger
  • Kurser afholdes inden for hele EUC Syds dækningsområde og region Syddanmark, på den måde forbedres tilgængeligheden
  • Nem tilmeldingsguide på www.zerobyg.dk og i selve kursuskataloget, samt mulighed for at få hjælp til tilmelding fra uddannelsessekretær
  • Større fokus på høj faglig kvalitet og undervisernes kompetencer
  • Muligt for håndværksvirksomheder at have indflydelse, idet de selv kan komme med ideer til kurser