Zerobyg.dk

Installatører håber på ny vækst

TEKNIQ har i marts udgivet Markedsanalyse 2015. Analysen belyser en branche, der præges af at omstille Danmark fra fossile brændstoffer, og som fylder stadigt mere i moderne bygninger og anlæg.

Hovedkonklusioner fra TEKNIQs Markedsanalyse 2015:

  • Branchen kom gennem 2014 med et aktivitetsniveau 0,7 procent højere end i 2013.
  • Danskerne tog BoligJobordningen til sig: Branchens lave aktivitet i første halvdel af 2014 opvejedes af et stærkt andet halvår, hvor BoligJobordningen særligt i de sidste måneder løftede aktiviteten.
  • I år og næste år forudser installatørerne vækst båret af grøn omstilling, et boomende solcellemarked, nye hospitalsinstallationer, forsigtig vækst i nybyggeriet og en generel forbedring af dansk økonomi.
  • TEKNIQ forventer, at aktiviteten stiger fra 43,1 milliarder kr. til 44,0 milliarder kr. fra 2014 til 2015 og til 45,3 milliarder kr. i 2016, hvilket giver vækstrater på 2,0 procent i 2015 og 3,0 procent i 2016.
  • Væksten i aktiviteten forventes ikke at slå fuldt igennem på beskæftigelsen, hvor TEKNIQs prognose peger på 400 flere beskæftigede ved udgangen af 2015 og 800 ved udgangen af 2016.

2014: Svag vækst i dansk økonomi – hjælp fra BoligJobordningen
2014 bød ikke på den vækst, branchen og en lang række økonomer ventede ved årets indgang. I stedet lagde året ud med et aktivitetsfald i første halvår. Installationsbranchens samlede omsætning nåede ved årets udgang en stigning på 300 millioner kroner, en samlet vækst på 0,7 procent.

Branchen kunne have oplevet et bedre 2014, som med en yderst lille stigning i omsætningen endte med lavere aktivitet end alle forudsigelser. Den vækst, vores branche fik del i, kommer altovervejende fra BoligJobordningen, som fastholdt rigtigt mange arbejdspladser og ikke mindst bidrog til væksten i nye lærepladser, siger administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, TEKNIQ.

  • Aktiviteten i elbranchen faldt med 100 millioner kroner til 23,8 milliarder kroner (-0,3%).
  • Aktiviteten i vvs-branchen steg med 400 millioner kroner til 19,3 milliarder kroner (2,1%).
  • Branchen er rykket tilbage til start: Omsætningen i 2014 var blot 0,5 procent lavere end i 2005, året før sidste opsving begyndte.
  • Beskæftigelsen voksede ganske lidt, mens lærlingeoptaget er steget betydeligt – fra januar til november 2014 med 19 procent, svarende til 284 flere lærepladser i installationsbranchen.
  • Fra 2008 til 2010 faldt branchens omsætning med 24 procent.
  • Fra 2010 til 2012 steg branchens omsætning med 11,5 procent hjulpet af solceller og BoligJob-ordning.
  • I 2013 faldt branchens omsætning med 5 procent, primært på grund af politisk opbremsning i den populære solcelle-ordning.

Branchen har endnu ikke mærket et opsving og beskæftigelsen er fortsat omtrent 5.000 færre end i 2008, hvor branchen toppede med 45.000 medarbejdere. På beskæftigelsesområdet bidrog installatørerne i 2014 med at ansætte markant flere lærlinge, siger Niels Jørgen Hansen.

2015-2020: Tilvækst – markedet udvides med vedvarende energi
TEKNIQs medlemmer forventer begyndende vækst i de kommende år. Årsagen skal ses i tre positive udviklinger:

  • Flere og flere tekniktunge nybyggerier, fx de store investeringer i superhospitaler, hvor omkring 40 procent af byggesummen går til installationer og øvrig teknik.
  • De ambitiøse klimamål for Danmark, hvor udskiftning af oliefyr til fossilfri varme, den store interesse for solceller og varmepumper til både industriel og privat brug sætter et stort præg på arbejdet.
  • Vækst for industri- og eksportvirksomheder øger behovet for automatik.
  • Den generelle vækst i Danmark og Europa fører til større aktivitet i samfundet, flere investeringer i intelligente bygningsinstallationer og øget behov for serviceopgaver.

– Jo længere, vi ser frem, jo mere tror installatørerne på vækst i deres virksomheder. Energirenoveringer og investeringer i vedvarende energi vil præge branchen i de kommende fem år, hvis der forsat er incitamenter, der stimulerer til omlægning fra fossil til grøn energi, siger Niels Jørgen Hansen.